New Zealand - søndag den 27. januar 2013


Wellington (Te Papa museet og Mt. Victoria udsigtspunkt)

Tilbage

Morgenstunden gentog sig også som sidst. Vi vågnede, efter en kold nat, op til en blå himmel. Der var varmere udenfor, så vi var hurtigt på benene. Ned til søen, for at blive vasket og snart efter sad vi med hver vores yoghurt tallerken og nød vejret og udsigten over den stille sø. Bag os summede den travle hovedvej. Præcis kl. 8 lettede det første fly fra flyvepladsen bag os. Det var et rutefly og ikke et fly med faldskærmsudspringere...

Kl. 9 lettede vi anker og kørte mod syd langs kysten. Vi var stadig på kendt grund for Marie og mit vedkommende men i løbet af dagen ville det blive ændret, så vi alle kørte på veje, som vi ikke havde prøvet før.

Ved 10:15 tiden drejede vi af i byen Turangi, for at komme ind på Tongariro Nationalpark. Så snart vi kørte ind i nationalparken, gik vejen konsekvent opad og autocamperen kom på hårdt arbejde af den skovklædte bakkeside. Undervejs til første destination, kørte vi gennem en lille landsby med navnet Whakapapa - ja deres navne er lidt løjerlige. Så snart vi havde passeret landsbyen, kom vi også op over skovgrænsen - antog jeg. Landskabet de sidste 6 km. op på bjergsiden skiftede karakter til at være ren vulkansk efterladenskaber med kæmpestore sten og sort underlag. Men vejen fejlede ikke noget og i en brochure kunne vi læse, at autocampere også var velkomne på toppen på trods af den stejle vej.

Vi befandt os nu så langt oppe af vulkanen Mt. Ruapehu, som vi kunne komme i bil. Det er 1600 m.o.h. Ud over en masse parkeringspladser vidnede området om at være et aktivt skisportssted i højsæsonen. Nu var der mange tomme P-pladser og vejret var super med lidt skyer på den ene side af vulkanen og helt skyfrit på vores side. Det var et kunstigt landskab med kæmpe klippeblokke overalt. Det kunne næsten ligne et månelandskab.

Vi tog liften længere op af vulkanens bjergside. Det kostede 30 dollars pr. mand - og Ella høstede seniorrabat, så det var omtrent halv pris for hende. Første lift var en 2-personers åben lift, som fluks sendte os op ad den stejle bjergside. Efter ca. 10 minutters flot tur i fri luft, endte liften og vi skulle skifte til en ny, 4-personers lift. Men stadig åben, så nu kunne vi sidde sammen. Det gik lidt mere stejlt opad og det var fortsat fantastisk flot.

Liftturene endte i 2020 meters højde. Her fandt vi New Zealands højest beliggende cafe. Stedet var også udgangspunkt for flere vandreture og jeg havde mod på at prøve kræfter med en af dem, der gik op til Skyline Ridge. De andre ventede ved cafeen, mens jeg oksede op af vulkanens side. Det, der fik de andre til at få kolde tæer, var at det første stykke af vandreturen gik hen over store klipper, som vi skulle klatre på. Det var måske for at skille fårene fra bukkene ?

Jeg oksede opad det bedste jeg havde lært med passende pauser, for at få pulsen en smule ned. Da jeg havde gået ca. 3 kvarter, overvejede jeg at vende om, for ikke at forsinke vores videre tur alt for meget. Men et eller andet driver en vandrer mod toppen og gevinsten: en flot udsigt. Jeg spurgte en af dem, der var på vej ned ad bjerget og han sagde, at det var en fantastisk udsigt - og der var ikke langt derop. Så var jeg jo tvunget til at gå helt op...

Udsigten på toppen var ganske enkelt fantastisk. Stort set helt skyfrit og et fantastisk udsyn ned til en stor del af nationalparken og bjerge og vulkaner tæt på. Sigtbarheden var enestående. Der var kun en have ved det. Turen fortsatte op af vulkanens bjergside, men her stod jeg af. Jeg pustede lidt ud og fik en anden til at tage et billede af mig på toppen, omkranset af en familie, der sad og spiste på klippespidsen. Dem lånte jeg lige, når mine egne rejsefæller ikke "gad" tage med herop ?

Det tog ikke lang tid at komme ned til cafeen igen. Jeg kunne godt mærke, at jeg har en vis erfaring i at mosle rundt på bjergsiden. Det bliver heller ikke ringere af, at fodtøjet er i orden og støvlerne støtter godt på anklerne. Jeg mødte flere på vej ned i tennissko og slippers. Jeg behøver vel ikke at sige, at sådan en dumdristighed belønnes med fald...

De andre ventede stadig på cafeen. Vi havde snakket om, at få vores frokost der. Men priserne var selvfølgelig skyhøje, så vi besluttede, at tage lifterne ned igen og spise frokost i camperen. Så kunne vi også selv vælge vores udsigt...

Så var vi kommet til det punkt, hvor vi for alvor skulle sætte næsen sydpå. Dagen i dag skulle være vores første større stræk, for at nå sydspidsen af Nordøen. Her ligger Wellington og det blev hurtigt dagens mål, selv om vi først ville være fremme ved 8-9 tiden.

Marie tog det første store stræk, hvor vi kørte rundt om Mt. Ruapehu, til vi nåede hovedvej 1, der gik direkte mod syd og byen Wellington. Undervejs kørte vi gennem en storslået natur. Vi havde på et tidspunkt et billede af, at Nordøen ikke har så mange bjerge som Sydøen. Det blev gjort helt til skamme. Vi kørte kilometervis op af bakke og ned af bakke igen, så autocaperen fik lov at knokle.

I Taihape kørte vi forbi et stort skilt med en softice. Så blev der kaldt på stop, for det trængte vi alle til. Efter et godt hvil, hvor vi fik smagt deres lokale flødeis (det smagte vildt godt), fortsatte vi. Lige syd for byen startede en længere kløft, som gik parallelt med vejen. Den var imponerende, nok mest fordi vi ikke er vant til at se den slags.

Da der manglede ca. 120 km. til Wellington, ringede Torben til Top-10 campingpladsen i Wellington og sikrede os en plads dër. Så overtog han rettet og så var det slut med cruise ned gennem nordøen. Vi steg ombord i en flyver, der dog ikke formåede at lette helt - men hurtig gik det ?

Det blev et lang stræk og hvis vi tog i betragtning, at hovedvej 1 er i en fornuftig forfatning i forhold til, hvad vi vil møde på sydøen, så skal vi nok ikke forvente, at kunne køre mere end omkring 250 km. om dagen - hvis vi også skal opleve noget...

Ca. 35 km. før Wellington sagde GPS'en pludselig, at vi skulle dreje til højre. Torben reagerede promte og drejede væk fra hovedvejen og op af en lille bjergvej, der i løbet af kort tid sendte os 400-500 meter op i bjergene. Det gik bare opad og snart var der en masse sving. Vejen var ikke særlig bred, så det var med at passe på. Men hvad pokker skulle vi da op af den lille vej for, når hovedvejen fører helt til Wellington? Nå, vi fandt en lille plads med en enestående udsigt af vejen, som vi havde kørt op på. Så fortsatte vi på den ca. 15 km. lange snoede bjergvej. Vi skulle gerne nå frem til campingpladsen, før de lukkede. Af snørklede og uransagelige veje nåede vi frem til byen og bare det, at finde frem til campingpladsen var noget af en udfordring. Det havde vi heldigvis overladt til GPS'en. Vi svingede, kørte 50 meter, svingede igen og så igen. Det var en kringlet vej, som jeg var glad for, vi ikke skulle klare med et kort.

Vi nåede frem og umiddelbart virkede det til, at pladsen lå i et industrikvarter. Receptionen var i en fornem, stor bygning. Så det var nok en god standard Top-10 campingplads. Deri tog vi fejl, for ud over receptionen, var det noget gammelt l... Så kunne prisen på 75 dollars for en overnatning (for os alle 4) måske bedre berettiges ?

Ella og Marie havde heller ikke det store held med køkkenet. Komfurerne virkede ikke, så de opgav og kom tilbage med noget halvt tilberedt mad. Vores eget gaskomfur kunne da klare tingene og snart sad vi båset i vognen og spiste kylling, kartofler og bønner. Det var alligevel blevet for koldt udenfor. De havde lovet ned til 11 grader for natten - det passer mig rigtig godt, for det borger som regel for en god nats søvn. Så skide være med, at det er fuldmåne ?

De andre holdt hof i NP-klubben helt uden formanden ?

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16